YOOtheme

Foreningens arbejde i Georgien

Klik her og se 21 minutters video online om foreningens arbejde i Georgien. 

Kontrasternes land

Klik her og se en video, der viser de kontraster, der findes i Georgien

Georgien i årtusinder - et tilbageblik

Artikelindeks

Denne artikel, skrevet af H.K. Neerskov, fortæller om Georgien historisk og kulturelt, og beretter også om de forbrydelser, som Sovjetunionen udsatte landet for, og som Rusland nu tilsyneladende fortsætter med.

FORORD
Det gamle kulturland Georgien er kommet i mediernes søgelys efter august-krigen 2008, hvor Rusland ikke blot invaderede Sydossetien, (som tilhører Georgien gennem århundreder), men russerne gik også over denne grænse ned mod hovedstaden Tbilisi. 
Når hele den internationale presse så ihærdigt dækker situationen, er det naturlig­vis, fordi Europas sikkerhed er truet af et Rusland, der tilsyneladende gør, hvad de vil uden at tage hensyn til internationale sikkerhedsregler. De fordrejer billedet, når de sammenligner Kosovos selvstændighed med Sydossetien. Når de hævder, at invasionen var for at beskytte russiske borgere i området, hvornår vil de så invadere Estland, Letland Lithauen eller andre selvstændige lande i verden?
Her anser jeg det derfor vigtigt, at give en kortfattet redegørelse om Georgien både historisk og kulturelt, men også de forbrydelser som Sovjetunionen udsatte Georgien for, og tilsyneladende fortsætter Rusland nu i samme spor.
Januar 2009 Hans Kristian Neerskov

GEORGIEN ET AF DE ÆLDSTE KULTURLANDE
Georgien er et land på 69.700 km2 (Danmark 44.000 km2). Vore to lande har næsten samme befolknings tal, Georgien 5,4 mio. mennesker, hvoraf 1,2 mio. bor i hovedstaden Tbilisi. Landet har en af de ældste kulturer i verden. 
Man mener, at Tubal Kain, som nævnes i 1. Mosebog kap. 4, kan til­bageføres til Georgien. Ligeledes nævnes det i kap. 9, at Noa plantede en vingård, da han gik ud af arken. Det mest sandsynlige sted for dette nær Ararats bjerg i Tyrkiet er i Geor­gien. Landet har haft en omskiftende histo­rie som nabo til gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mon­go­­lerne, mau­rerne og andre musli­merne har sat blodpletter i landets histo­rie.
Med truslen fra stærke fjender mod syd indgik Georgien et delvis frivil­ligt forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmanniske Riges fald og revolu­tionen i Rusland fik en kort selv­stændighed. Den blev dog af­brudt af sov­jethæren, som invaderede landet 25.02.1921.

HISTORIE OG KULTUR
Nino af Kapadokien bragte kristendommen til Georgien i år 330, men alle­rede i det første århundrede var der store kolonier af kristne græ­kere, som havde bosat sig ved Sortehavets østlige bred i Geor­gien. Den orto­dok­se Kirke har en væsentlig ind­fly­delse i landet i dag. Der findes dog også kato­likker og små evan­geliske kirker (pinse­venner og bapti­ster), lige­som der er en del jøder. Kristne og mus­limer har levet i fredelig sameksistens. Selv jøderne har aldrig været forfulgt i Georgien. Deres synagoge ligger klods op ad Den orto­dokse Domkirke i Tbilisi.
Omgivet af muslimske fol­keslag, er der natur­ligvis og­så mange muslimer med vidt for­skel­lige traditioner. I det hele taget er befolkningen delt op i 80 forskellige folke­grupper. De fem største er: georgiere 74%, armeniere 7.7%, rus­sere 6,5%, aserbaj­dsja­nere 4,6% og ossettere 3%. Til trods for dette overflødighedshorn af et­niske grupper, har der aldrig været væ­sentlige indbyrdes problemer mellem dem. 

På Alexander den Stores tid (356-323 f. Kr.) var den vestlige del af Ge­orgien (Iberien) under græsk herredømme, mens den østlige del var under persisk indflydelse. Da Alexander døde blev dette verdens største rige delt mellem de mange fyrster, han havde indsat. Efter år 65 f. Kr. blev landet afhængigt af Romerriget. Men som allerede nævnt kom Nino af Kapa­dokien (en kvindelig evangelist) og bragte kristendommen til landet år 330 e.Kr.
I den tidlige middelalder var det afhængigt af Bysant og delvist under arabisk herredømme. Men i det 12. – 13. århundrede oplevede Geor­gien sin storhedstid, hvor det strakte sig fra Sortehavet i vest til Det Kaspiske Hav i øst inklusiv dele af Armenien, Persien og Aserbajdsjan. Kulturlivet blomstrede i denne periode. Det gjaldt både digterkunsten, som fik indflydelse på den daværende verden, og som i dag er Georgiens stolthed. Men også det kulturelle på mange andre områder fik stor betydning. 
Men mongolerne gjorde en ende på kulturriget. Især Timur, som an­greb 1386 og hans efterfølgere. Ved slutningen af det 15. århundrede blev landet delt i tre kongeriger: Imeretien, Kasjetien og Kartli, samt et fyrsten­dømme, som i det 16 århundrede kom under persisk og tyrkisk indflydelse.
I begyndelsen af det 18. århundrede begyndte en centraliserings proces, hvor Kartil (med Tbilisi) og Kasjetien i 1762 dannede det øst-georgiske kongerige. Det stillede sig i 1783 under Ruslands beskyttelse. I 1801 blev det en russisk provins. Under den russiske Zahr blev yderligere vestlige områder tillagt Georgien: 1803: Migrelien, 1804 Imeretien og 1810 Abkha­sien. Landet oplevede dog også oprør imod den stadige russifi­cering i årene 1804, 1812 og 1819.

Et kludetæppe kan man betegne de omkring 50 forskellige folkeslag i som findes i Kaukasus. Nogle forskere nævner op til 100 folkeslag. Nord for Kaukasusbjergene bor de mange forskellige folkeslag, som for de flestes vedkommende i dag er under Ruslands herredømme. Ingu­setjien, Dagestan, Nordossetien, Adje­gyva, Karbadijno-Bakja­rijen og Tjetejnien, som er autonome republikker un­der Rusland i dag. Georgien har følgende autonome områder: Abkasien og Sydossetien, som Rusland uret­mæssigt i dag gør krav på. Josef Stalin gjorde forvirringen total ved sine tvangsforflyttelser af folkeslag, som jeg senere gør rede for.

HISTORISK BAGGRUND
Landet har haft en omskiftende historie som nabo til de gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mongolerne, maurerne og muslimerne har sat blodpletter i landets historie.
Som allerede nævnt fik truslen fra stærke fjender Georgien til at indgå et delvis frivillig forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmanniske Riges fald og revolutionen i Rusland fik en kort selvstændighed. Den blev dog afbrudt af sovjethæren, som invaderede landet 25.02. 1921. Både i zartiden og under det sovjetiske her­redømme er der sket en enorm russificering i Georgien.
Den orto­dokse Kirke har en væsentlig indflydelse i landet i dag. Der findes dog også små evangeliske kirker i landet, lige­som der er en del jøder. Omgivet af muslimske fol­keslag, er der natur­ligvis også mange muslimer med vidt forskellige traditioner.

SOVJETUNIONEN
Den 26.05.1918 (under 1. verdenskrig) erklærede Georgien sin uafhæn­gighed, som demokratisk mensjevikisk republik under beskyttelse fra Tys­kland og Tyrkiet. Senere også fra britisk side. I 1920 blev de tilmed anerkendt af regeringen i Moskva, som var blevet en bolsjevikisk republik den 07.11.1917 (gregoriansk kalender 25.10) 
På russisk er mensjevik udtryk for mindretal, hvor bolsjevik er udtryk for flertal (eller stor). Fler­tallet er dog noget illusorisk, idet kun var et fler­tal af den lille kommunistiske gruppe i Rusland, som var blevet delt i to. Så det havde ikke noget med den russiske befolkning som sådan at gøre.
Men i begyndelsen af februar 1921 gik ”Den røde Hær” ind i Georgien og allerede den 25.02.1921 tvang USSR: Georgien og Armenien og Aser­bajdsjan ind som en del af Sovjetunionen, kaldet: ”Den Trans-kaukasiske Føderative Sovjetrepublik”.

Stalin og russerne
Men Iosif Dzjugasjvili tog navneforandring til Josef Stalin, (som betyder stål på russisk). Det svarer godt til hans ”del og hersk politik”. Han var georgier, og han delte Georgien i fire republik­ker for at få flere stemmer til Den øverste Sovjet. Det var Abkhasien i nordvest, Adsjara i sydvest, Ossetien midt nord samt resten af Georgien. Desuden flyt­tede Stalin store folkegrupper, og det har efter USSRs fald ført til mange genvor­digheder ikke mindst i Kaukasus området.
Stalin er også den direkte årsag til de store uroligheder i Kaukasus området, som vi har oplevet i vore dage. Her forflyttede han store folke­masser til Sibirien, idet han var bange for at nationale grupper af ikke-russere i grænseområder kunne bli­ve en trussel for USSR.
Da Sovjetunionen så faldt vendte de fordrevne tilbage bl.a. til Tjetjeni­en, og de krævede de huse tilbage, som de selv, deres forældre og bedsteforældre havde beboet. Men det er jo uløse­lige problemer i dag. Senere forværredes konflikten, så de gjorde oprør, dannede en hær og krævede et selvstændigt Tjetjenien.
Stalin blev født i Gori som ligger mellem Tbilisi og den nuværende sydossetiske grænse. Her står en kæmpe statue af Josef Stalin stadig på torvet. Han var et af de værste ”uhyrer” verden har oplevet. Listen af dikta­torer, som har mange menneskeliv på samvittigheden, toppes af ham. Den svenske historiker Per Ahlmark opgør alene Josef Stalins ansvar til over 46 mio. mennesker, eller mere præcist 46.672.000 menneskeliv på samvit­tigheden. Sammen med to øvrige geor­giere Lavrentij Beria og Sergo Ordsjonikidse udrensede de grupper af nationalister og mensjevikker.

Zakajev
Hele hysteriet om Zakajev, der på Putins opfordring blev fængslet på Poli­tigården i København, er endnu et eksempel på Putins magtfor­drejning. Zakajev havde tidligere været general i Tjetjeniens oprørshær, men nu var han folkevalgt politiker og endte som vicepræsident. De første ti måneder af 2002, havde russerne dræbt over 10.000 tjetjenere.
For at gøre verden opmærksom på Ruslands overgreb på Tjetjenien havde tjetjenske guirilla tropper besat et teater i Moskva og truede med at dræbe de tilstedeværende, hvis ikke de fik visse betingelser opfyldt. Russiske myndigheder svarede igen med at hælde giftgas ned i tea­tersalen, så alle de tilstedeværende blev bedøvede. Derefter hentede man tilskuerne ud, og kørte dem til forskellige på hospitaler i Moskva, men man meddelte ikke lægerne hvilken gift, man havde benyttet, og dermed heller ikke hvilken modgift man skulle benytte, så det resulterede i over et hundrede tilskueres død.
Rusland var nu nødt til, at finde en syndebuk, og man udpegede Zaka­jev for at være den ansvarlige – også for de, der var blevet dræbt af gift­gassen i teatersalen! Den sag blev jeg involveret i. Fra Politigården bad man mig om at komme derind. Men da jeg kom til indgangen stoppede en kampklædt betjent med maskinpistol mig Han sagde, at Politi­gården var lukket. Det lød grotesk på en ganske almindelig fredag efter­middag kl. 14. Men Zakajev sad i kælderen, og man var bange for at even­tuelle befri­elsesaktioner kunne finde sted.
Tidligere havde jeg haft flere høringer om Tjetjenien bl.a. i Lands­tingssalen på Christiansborg, og jeg havde haft nær kontakt med Zakajev. Han var som nævnt tidligere general i oprørshæren, men nu var han blevet valgt til viceminister i Tjetjenien. Politi og domstole ville vide, om han var terrorist. Det kunne jeg afkræfte, for jeg vidste, at han tre måneder tidligere havde været i Moskva og forhandlet med rådgivere for Ruslands regering om en normalisering af forholdet mellem Tjetjenien og Rusland. 
Hvis han da havde været terrorist, ville de russiske myndigheder have arresteret ham, men det gjorde de altså ikke. Såvel politiet som justits­mi­nisteriet accepterede mit udsagn som bevis for, at Ruslands anklager mod Zakajev var det pure opspind, og man sendte ham til England.

Ved Sovjetunionens fald
En fredelig demonstration i Tbilisi blev (09.04.1989) mødt med blodig vold fra det kommunistiske regime i Georgien, som førte til et endeligt brud med centralmagten i Moskva. Ved et valg i Nov. 1990 opnåede par­tiet ”Rund bord - Frit Georgien” et flertal med dets leder Zviad Gam­sa­kurdia, der så i maj 1991 blev valgt som præsident i Georgien. Et af de få steder i det gamle USSR, hvor præsidentkandidaten ikke var gammel kommunist pam­per, men en velkendt dissident. Men han var også årsag til en del uroligheder, fordi han erklærede sin parole: ”Georgien for georgiere”. 
Den 4. maj 1991 erklærede Georgien sin uafhængighed af Sovjetunio­nen. Men Zviad Gamsakurdias autori­tære styre blev ved talrige protester fra september 1991 - og væbnede aktioner i januar 1992 - styrtet. En anden forklaring er, at hans selvstændigheds politik irriterede Rusland, og at Rusland derfor var bag et statskup, som gennemførtes 22.12.1991? 
Derefter gennemførtes et nyt demokratisk valg, som den gamle KGB-mand Eduard Sjevardnadze vandt, og han blev ny præsident for Georgien. Sam­tidig dannede Z. Gamsakurdia en exil-rege­ring, som han forsøgte at ind­sætte i stedet for den demokratiske valgte regering, men han blev dræbt den 31.12.1993. 

Eduard Sjevardnadze var præsident (1992 – 2003) for et selvstændigt demokratisk Georgien. Genvalgt og behørigt anerkendt i april 2000 som leder af den stærkeste politiske gruppe i Georgiens Parlament ”Unionen for Georgiens Borgere”. Siden 1985 havde han været udenrigs­mini­ster i Gorbatjovs regering, og de to førte sammen ny reformkurs for USSR. Men allerede i 1989 gjorde USSR fordringer over for det georgiske folk på de to landområder: Abkhasien og i 1990 overfor Sydossetien.

TRE BORGERKRIGE
På det tidspunkt (1992) foregik der tre borgerkrige i landet. Den politiske mellem tilhængere af præsident Sjevardnadze og på den anden side tilhæn­gere af den tidligere præsident Gamsakurdia. Det var en ”femte kolonne krig” med snigskytter. Det indre af hovedstaden Tbilisi bar præg af de voldsomme kampe, som fandt sted dér, men forholdene synes betydelig roligere end otte måne­der tidligere, da jeg var der.
Formålet for Zviad Gamsakurdia var at forhindre udvikling, frem­drift, forsyninger og normale til­stande, så befolkningen igen skulle mene, at Gamsa­kurdia ville være bedre til at regere landet end Sjevardna­dse. Gam­sakurdia betegnedes af de fleste som en populist. Han havde nået toppen primært, fordi hans far var en af de kendteste forfattere i landet, og i Georgien har det næsten større indflydelse for dine relationer, hvem din far er, end hvem du selv er.
De to andre borgerkrige foregik i Ossetien, hvor krigen betegnedes som etniske uroligheder, og i Abkhasien, hvor man talte om en reli­gionskrig mel­lem kristne og muslimere. Dette er dog et helt for­enk­let og misvisende bil­lede.

Rosenrevolutionen
I år 2004 blev Eduard Sjvardnadsje vraget. Det skyldtes en udbredt mening om valgsvindel. Dertil kom at han blev afsløret i korrup­tion og økonomisk berigelse, som førte til den såkaldte ”rosen-revolution”, hvor den i USA uddannede advokat og georgiske statsborger Michail Saka­asjvili blev valgt til præsident med en stemmeprocent på 96 % af samtlige stemmer. Han blev indsat i præsidentembedet den 25.01.2004. 
Men desværre er han også allerede faldet i unåde. Den 25.11.2007 førte masse demonstrationer i landet til, at Sakaasjvili trak sig, og en ny valg­dato blev fastsat til den 05.01.2008, men så blev han af folket ankla­get for valgsvindel. Urolighederne blussede yderligere op i maj 2008,og da jeg var i landet i juni måned, var der store demon­strationer og uroligheder i Tbilisi. Officielt lød det, at han fik 120 pladser i parlamentet af i alt 150 mulige. Det tror be­folkningen ikke på.

Krigen i Abkhasien
Abkhasierne har boet i dette område som minoritet i over 2.000 år, og de har levet i fre­delig sameksistens med majoriteten af georgierne samt andre folkeslag. Endog i den tid, man kaldte området for autonomt, havde det nære forbindelser til hoved­staden Tbilisi i Georgien.
Alene den kendsgerning, at der i 1992 kun boede 350.000 mennesker i Abkhasien taler imod et selvstændigt Abkhasien. Af disse var de fleste georgier, mens abkhaserne udgjorde en minoritet. Desuden var der mino­ri­teter af bl.a. russere, tyrkere, grækere ukrainere og andre.
Først da præsident Gamsakurdia den 9. april 1991 erklærede Ge­orgien (inklusive de tre autonome områder) for selvstændigt (udenfor Sovjetunionen) op­stod problemerne. De fortsatte, da Eduard Sjevardnadze blev præsi­dent.
Noget af årsagen til russernes indblanding i landet skyldtes, at de fleste gamle kommunist-pampere i Moskva havde deres Dacier (som­merhuse) ved Sortehavskysten. Derfor støttede russerne (hemmeligt og militært) sepa­ratister i landet. For de russiske pampere var det afgørende, at Abkhasien stadig til­hørte Rusland, 
I 1993 rasede krigen i Abkhasien, hvor den vigtige havneby Sukumi blev erobret den 27.09.1993. Herefter erklærede Abkhasien sig selvstændig, og 250.000 etniske georgiere blev fordrevet fra hus og hjem. De flygtede fra alt, hvad de ejede og har siden levet (delvis under kummerlige forhold) i Georgien. Nu er der ikke længere en kristen-georgisk majoritet i Abkha­sien, for de der boende abkhasere er primært muslimer. 
Disse abkhasere har med støtte fra Rusland gennemført et valg, hvor de har besluttet at blive et selvstændigt land (beskyttet af Rusland), men den fordrevne befolknings majoritet, fik naturligvis ikke anledning til at deltage i afstemningen.

Med ministeren til Tbilisi: Efter våbenhvilen oprettedes en fredsbevarende styrke under FN i Abkhasien for at modvirke, at uro­lighederne blussede op igen. De russiske tropper var nu i Georgien, men for at forhindre georgiske styrker at trænge ind i deres egen landsdel var der altså en fredsbevarende FN-styrke. På det tidspunkt var den ansvarlige for tropperne en dansk general. Derfor var ansvaret for tilsynet placeret under det danske forsvarsministerium. I februar 1994 blev jeg rin­get op af forsvarsminister Klaus Hækkerup og spurgt, om jeg ville rejse med i et militærfly til Tbilisi i Georgien blot med få dages varsel.
Det var på et tidspunkt, hvor min hustru var alvorligt syg af cancer, og jeg havde bundet mig til ikke at rejse, fordi jeg passede hende om dagen og arbejdede på kontoret om natten. Men jeg havde lige fået besked fra Danida, at Dansk jeg var bevilget 3.000.000 kroner til mad til børn i Georgien, og da jeg havde ansvaret, var jeg nød til at rejse til Geor­gien. Mærkeligt nok havde jeg netop de fem dage rejsen varede inden vi var hjemme igen meldt mig til et kursus for præster i sjælesorg på Hotel Nyborg Strand på opfordring af min hustru, som jeg nu havde passet i over fire måneder.
Normalt brugte jeg 1½ døgn på at komme til Tbilisi med skift og over­natning undervejs, men med dette jet militærfly tog det kun 3½ time, og rejsen var gratis! Vi var 12 passagerer og fire besætningsmedlemmer. Det var ministeren, departementschefen, ambassadøren nogle generaler og an­dre militærpersoner.
Jeg satte mig på den bageste plads i forhold til det fine selskab, men efter ½ times flyvning kom adjudanten ned og sagde, at ministeren ville tale med mig, så jeg byttede plads med departementschefen de næste 45 minut­ter. Hækkerup vidste ikke, at jeg havde fået tre mio. kroner fra udenrigs­ministeriet, så jeg spurgte ham, hvorfor jeg var indbudt til at være med her.
Hækkerup svarede, at det var på opfordring af ambassadør Chr. Faber Roed, som var ambassadør for Geor­gien, Armenien og Ukraine, hvor han boede i Kiev. Hækkerup havde bedt ham om at komme til hjem for at flyve med til Tbilisi. Ambassadøren havde da bedt Hækkerup om at invitere mig med.
Inden Chr. Faber Roed skulle være ambassadør for de tre lande besøg­te han mig på mit kontor i Bagsværd. Vi havde nogle timers samtale om forholdene i de tre lande, og det endte med, at jeg fik hans telefax­nummer, så jeg kunne holde ham underrettet om de tre lande. Dansk Europamission havde eget pressebureau, som stod i kontakt med en del kristne presse­bureauer i verden. Nu havde jeg i 1½ år meget ofte sendt ambassadøren nyhe­der for de tre lande, som han var ambassadør for og her var så takken.
Mens delegationen fortsatte til Abkhasien, hvor de mødte general Vide­gaard, som jeg også havde mødt før han rejste ud, havde jeg travlt i Tbilisi med at ordne de praktiske ting for distribution gennem patriarkatet og nuntiussen i Den katolske Kirke. Fødevarerne til børnene blev købt i Tyr­kiet og fragtet på 27 lastbiler til Tbilisi.
I de ti måneder, hvor min hustru lå døende af cancer, var det det eneste tidspunkt, hvor jeg havde mulighed for at rejse, idet jeg sendte afbud til kurset på Nyborg Strand og havde hyret en sygeplejerske til at være hos min hustru. For mig er det et tegn på, at der er en Gud, som lægger tingene til rette for os.

Krigen i Sydossetien
Det var ikke Georgien, der startede krigen den 7. aug. ej heller den 8. au­gust! Nej, Ossetisk militær begyndte den 6. august at skyde på georgiske freds soldater, som havde været i Sydossetien siden 1994 efter gensidig af­tale mellem russerne og georgierne samt internationale involverede parter. 
Samtidig sendte russerne den 8. august deres tropper gennem Roki tun­nelen i Kaukasus bjergene ind i den del af Georgien som hedder Sydos­setien. Dette fremføres af regional ekspert og tidli­gere medlem af Europa Kommissionen, Patrick Worms, der for nylig blev hyret af den georgiske regering som medieråd­giver.
Nøjagtig det samme siger Thomas Goltz, som igennem 20 år har skre­vet om forholdene i regionen. Han er ikke lønnet af den georgiske regering, men tjener til sit brød fra Montana Universitet og gennem salg af hans bøger Aserbaisjan Dairy, Georgian Dairy og Chesnia Dairy. Goltz har oplevet disse tre Kaukasus republikker som noget af det sværeste, og kender de forskellige magtha­vere og manipulatorer bedre end nogen anden. 
Enhver journalist i området opsøger ham, som eksperten, der ved mere end alle andre til sammen. Han mødte op til Worms foredrag og stad­fæ­stede dets nøjagtighed. Den 16. april i år underskrev Putin dokumenter med både Abkhasien og Sydossetien, som effektivt inte­gre­rede disse to områder som lovlige områder under russisk beskyt­tel­se! ­Georgierne var rasende, men hvad kunne musen gøre over for elefanten. 
I midten af juli måned 2008 gennemførte russerne den største militære øvelse i Kaukasus området – siden krigen i Tje­tjenien sluttede. Denne øvel­se ”Kavkas 2008” sluttede, men de russiske tropper forblev i området, sø de på et belejligt tidspunkt kunne sendes gennem grænsen til Georgien ind i Sydossetien.
 
Umiddelbart tyder det på, at russerne ved deres provokationer ventede på, at Georgien skulle rykke militært ind for at forsvare deres eget land, så­ledes at den 58ende arme, som stod klar i Nordossetien, kunne rykke gen­nem Roki tunnelen ind i Sydossetien, og at russerne dermed kunne hævde, at det var Georgien, der påtvang dem krigen, men det er på alle måder modbevist.

Ja, alt tyder på, at øvelserne i Kaukasus området var planlagt med det formål at have hæren parat, når de russiske provokationer havde været så mange, at de tvang Georgien til at sende deres tropper ind for at forsvare deres eget landområde, og det var netop det, der fik Georgiens præ­sident M. Sakaasjvili til at sende sine tropper ind i Sydossetien den 8. august 2008. Dette til trods for at georgierne havde deres elite tropper i Irak på det tidspunkt. 
De georgiske soldater nåede hovedstaden i Sysossetien, Tskinvali, men det er pure opspind, som russerne har udbasuneret, at den georgiske hær bombede og ihjelslog 2.000 civile borgere i Tskinvali. Sandheden er at tal­let for civile personer, der døde, er under 30. Der imod flygtede cirka 30.000 geor­giere mod syd, fordi deres landsbyer blev pulveriserede af russiske bomber. Men man kan da også bebrejde georgierne for at bruge uforholdsmæssigt hårdt skyts, som f. eks. Klyngebomber, som ikke hører hjemme i en sådan krig.

Russerne afsløret af mange: Ardhil Georgadze, som er leder af enheden for beskyttelse af menne­skerettigheder under den georgiske statsanklager, siger: ”Ruslands løgn­ag­tige informationer om dødstallene på ossettisk side under krigen er fordre­jet propaganda, for at sværte Georgien. Putins udmelding om at geor­giske soldater dræbte 2.000 er en kæmpe løgn!” (Så langt AG.)
Men dens formål var at opildne osseterne til at optrappe kon­flikten til en etnisk udrensning af georgiere, og det lykkedes. Det var en teater-torden, som fik alvorlige konsekvenser de følgende dage, hvor en del geor­giske landsbyer blev gjort folketomme og ødelagt. Byerne blev nærmest jævnet med jorden.
Georgadze fortsætter: ”Nu ved alle, at 30.000 ossetere blev evakueret fra Sydossetien af russerne før krigens start og det officielle tal på ossetere, der døde i krigen er på under 180”.
Putins tidligere rådgiver gennem fem år Andrej Illarionov siger, at 34.000 mennesker blev evakueret fra Tskinvali området til Nordossetien i Rusland før kampene brød ud. Det sagde han ved et foredrag, som han holdt for studerende på det Washington baserede ”Cato Institut” i Ukraine. Samti­dig udtalte han, at en gruppe fra den russiske statsanklager blev sendt til Sydossetien, og efter en måneds efterforskning kunne de meddele, at i alt 134 ossetere var døde og af dem var over 100 soldater.
Andrej Illarionov berettede også, at 80.000 russiske soldater befandt sig i Nordossetien på den tid, og 60.000 af dem deltog i august-krigen i Sydos­setien. Dette støttes af flere russiske journalister. (ref. Evalina Gold i Kristeligt Dagblad 29.11.2008).
Allerede den 3. august annoncerede ”præsidenten” i Syd­ossetien, Eduad Kokoity, at kvinder og børn skulle forla­de hovedstaden. Næste dag skulle alle, som ikke ville el­ler kunne kæmpe, forlade byen. Samtidig begyndte ingu­sjettere, tjetjenere, nordossetere og kaukasere med flere at strømme ind i landet fra nord. Det var den uformelle start på krigen. 
Den 5. og 6. august blev de georgiske fredstropper i landsbyen Aveni angrebet. Det gik fortrins­vis ud over mate­riel og fire-hjuls køretøjer. Der­efter blev civile sydosse­tere evakueret fra byen, og så begyndte ødelæg­gelsen af byen.  Alt skulle ødelægges: Huse, gasledninger, veje, marker, ja selv dyrene blev slået ihjel! Det endte med et totalt bombardement af byen. Alt dette skete den 5. og 6. august! 
Bombardementerne fortsatte den 7. august mod andre georgiske byer. Tre landsbyer blev totalt pulveri­serede. Alt dette skete inden Sakaasjvili sendte sine tropper ind i Sydossetien, som tilhører Georgien. 
Russerne gør alt for at ”russificere” Sydossetien. Hvis du bor i Moskva og søger om russisk pas, går der som regel to år, før du opnår denne ”privilegerede status”. Hvis du bor i Sydossetien, kan du få det fra den ene dag til den anden! 
Først den 8. august 2008 sendte den georgiske præsident Michail Saka­asjvili de georgiske tropper ind i sit eget land, for at beskytte befolk­ningen imod russernes overgreb på georgisk territorium. Den dag sendte russerne så den 58ende armé gennem Kaukasus bjergene ind i Roki tunnelen og ind på georgisk område. 
Hæren stod klar og ventede på, at Georgien skulle forsvare deres landområde. Det at sende en hel arme på krigstogt, er naturligvis ikke noget, der gøres på et par dage, så det var oplagt planlægning og krigsstrategi. Russerne fortsatte tilmed over ”grænsen” sydpå ind i det centrale Georgien.

Journalister bekræfter dette: Den svenske journalist Maria Persson Löfgren, Sveriges Radios Moskva korrespondent i Rusland bekræfter dette. Hun var tilfældigvis rejst til Syd­ossetien for at naturfotografere, som er hendes hobby. Da hun indlogerede sig på et hotel i ”hovedstaden” Tskinvali blev hun overrasket over, at der overalt i byen kun var soldater at se, og at 30 journalister fra Moskva hav­de boet på hotellet siden den 3. august.
Det er hverken hver dag – eller hvert år, at de store russiske TV-kana­ler rapporterer fra Sydossetien, men de var allerede på plads den 3. august, før Sakaasjvili sendte de georgiske tropper ind for at forsvare georgisk territorium. Selv Intar-Tass og reportere fra de store russiske aviser var på plads på hotellet, formodentlig behørigt informerede om, hvad de skulle berette.
I den forbindelse er det interessant at citere en russisk journalist Julis Latynina, som kalder Sydossetien for et joint venture mellem KGB-gene­raler og gangstere (smuglere), som får de penge, som Moskva har afsat til formålet for at sprede dem gennem de rette kanaler i Sydossetien.
Den 12. august 2008 tilsluttede Sakaasjvili sig en ”EU-fredsplan”, hvor den fremtidige situation for Abkasien og Sydossetien skulle drøftes. Georgien indklagede samtidig Rusland for Domstolen i Haag. Men umid­delbart må man erkende at ”Det store Rusland” gør hvad det vil, og internationale fora eller domstole har ikke megen magt over for det Rus­land der i dag gør, hvad de vil.
Dette bekræftes også af Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, som den 9. september oplyste, at russiske soldater sandsyn­ligvis vil blive i Georgien i lang tid. Antallet af russiske militærstyrker skal have et sådant antal, sagde han, at det vil kunne modsvare et­hvert forsøg på brud på fre­den. Denne udmel­ding kom dagen efter, at EU og Rusland indgik en aftale om, at Rusland trækker sine tropper ud af Georgien, når en international styrke kan overtage deres plads.

INTERNATIONALE LOVE OG REGLER
Den 26. august erklærede Rusland både Abkhasien og Sydossetien for selv­stændige stater. Efterfølgende har Nicaragua og Somalia tilsluttet sig devi­sen. Men hverken Abkhasien eller Sydossetien opfylder de interna­tio­nale krav til en selvstændig nation, som skal have kontrollen i sit eget ter­ri­torium. Dette er et krav, selvom Rusland påstår, at befolkningerne i de to områder selv har valgt selvstændighed, og derfor ikke skal tilhøre Geor­gien.
Når russerne hævder, at de skal beskytte lokale russiske statsborgere, så er det et dødsens farligt udsagn. For det første er de russiske statsbor­gere, de vil beskytte ikke realistiske, fordi statsborgerskabet er påduttet ossetterne. For det andet er det farligt, for næste gang bliver det måske de russiske mindretal i Estland, Letland og Lithaven, som russerne vil ”be­skytte”?
Georgien var sammen med Ukraine tiltænkt en plads som NATO-med­lemmer, men det er i alt fald for Georgiens vedkommende nu skubbet langt ud i fremtiden, og det kan have været et vigtigt argument for, at Rusland overfaldt Georgien.

Undervisningsminister Konstantin Gabasjkvili
Allerede i 1992 mødtes jeg med den georgiske undervisningsminister Kon­stantin Gabasjkvili, som jeg havde en flere timers lang samtale med. Han er lingvist og etnolog og han gav mig et grundigt indblik i proble­merne i Ossetien. Han begyndte med at understrege, at Georgien altid havde levet i fredelig sameksistens med alle etniske og religiøse grupper.
En væsentlig årsag til problemerne, sagde han, var, at man et år efter at sovjet­hærens invadering af Georgi­en allerede i 1921 op­delte landet i fire ”auto­nome” republikker.
Det var Josef Stalin, som var georgier, der gjorde dette i 1922 for der­ved at opnå større indflydelse, således at han havde stem­mer fra fire repu­blikker. Det var Ossetien, Ab­khasien, Adsjara og resten forblev Geor­gien. Det betød, at han fik så mange stemmer, at han blev valgt til ”Den øverste Sovjet”.
Efter Georgien ved Sovjetunionens fald erklærede sig selvstændigt, og således ikke længere var en del af SNG (Rusland), ophævede man den så­kaldte auto­nome status, som aldrig havde haft reel betydning, idet hoved­styret ikke var i Georgien, men dette var i Sovjettiden underlagt USSR, hvorfra alle væsentlige beslutninger blev taget.
En anden interessant oplysning, som undervisningsministeren pegede på, var, at osseterne bor i landsdelen Kartli, som er delt i Shida Kartli (indre) og Kvemo Kartli (lavere). Oprindelig indvandrede osseterne i 1800-tallet til Shida Kartli, som ligger i Rusland nord for Kaukasus bjergene.
Men det var Kvemo Kartli, Josef Stalin gjorde til ”Det autonome Osse­tien”. I 1922 boede der kun to ossetiske familier i området, men på Stalins opfordring flyttede mange ossetere sydpå, idet han lovede dem gratis land­brugs jord, hvis de ville flytte. I 1992 var to tredje dele af befolkningen i Sydossetien af ossetisk oprindelse.

Forarmet land
Georgien har siden 1992 haft seks borgerkrige, og Rusland har besat Abkhasien med den lange kyststrækning til Sortehavet. De lukkede grænsen i vest til resten af Georgien. Samtidig har russerne, der sad på en del af infra­strukturen lukket for gas og olieforsyningerne til landet. Senest har russerne i august 2008 ført krig mod Georgien og annekteret Sydossetien, samt offentliggjort, at Abkhasien nu også hører under russisk herredømme!
Landet er enormt forarmet. Cirka 50% af de arbejdsduelige er arbejds­løse. De 15 %, som er ansat i stats­administrationen, får ingen løn, så de må klare deres udkommende ved korruption. Desuden regner man med at 10 % udgør mafiaen, som styrer med hård hånd. Når de en gang har delt med politiet, er de urørlige, og bestemmer selv fremover, hvor meget de vil dele med dem. 
Landet var et frodigt frugt- og vinland. Nu produceres der ikke meget. Det er svært at få landet på fode. Frugttræerne er faldet for øksen, fordi man skulle have brænde til opvarmning og til at varme maden, fordi russerne lukkede for gas og el-forsyningerne. Jeg spurgte, hvorfor de ikke producerede vin, og svaret lød: ”Vi har ingen flasker!” Men sandheden er, at bl.a. træ karrerne til gæring af vin var faldet fra hinanden, og de blev så brugt til brænde. 
Dermed har det været vanskeligt at få en ny produktion af vin i gang igen. Den er dog nu i gang igen. Til gengæld har russeren publiceret, at georgisk vin er farlig at drikke. Det til trods for, at den i århundreder har været kendt blandt verdens bedste. Den kan nu købes i Danmark!
Mange gange har jeg besøgt landet og tabt mit hjerte til folket. Allerede i 70erne tog vi i Dansk Europamission ansvaret for at oversætte og trykke Bibelen til georgisk. Den eksisterende bibeloversættelse var over 200 år gammel. To oplag af vor oversættelse blev smuglet ind, og da jerntæppet faldt, blev jeg inviteret af Patri­arken. Han er en levende kristen, og vi har fået et varmt venskab.
Også præsi­denten, Eduard Sjevardnadze, har jeg har mødt fire gange. Han var tidligere udenrigsminister i Sovjetunionen, og da jeg besøgte landet kort efter han var blevet præsident, blev jeg inviteret i audiens, hvor han takkede mig og Dansk Euro­pamission, for vor indsats for Georgien, og sandelig også for vor bibel-smugling til USSR.

DANSK-GEORGISK VENSKABSFORENING
Det er svært at forstå, hvordan folk kan eksistere under disse vanskelige forhold, men her har jeg mødt mennesker, som af hele deres hjerte sætter deres lid til Gud, som vi siger, at vi gør, mens vi mindst lige så meget regner med vore pensioner, sygehuse og alt det andet, som giver os tryghed.
I min pensionist-tilværelse er jeg blevet valgt til at være for­mand for ”Dansk Georgisk Venskabsforening - Mission til Georgi­en”, som trods få midler er aktiv i landet. Dansk Europamis­sion har overgivet de projekter, som jeg startede, og de midler, der var øremærkede til landet, har de også givet til os. Vi støtter et børnehjem, hvor børnene bor og får undervisning, mad, tøj og fodtøj. Samtidig er der søndagsskoleoplæring og det er til stor opmuntring for dem og deres familier, hvor mange har åbnet sig for evan­geli­et.
Desuden understøtter vi 70 børn, som derved får skolegang og mad, men behovet for at hjælpe flere børn er enormt. Det koster 200 kroner om måneden. Vi oplyser gerne navn på barnet, så man kan bede for sit barn, dog videregi­ver vi ikke adresser. Men vi garanterer for, at pengene går til barnet. 
De fleste familier kan ikke sende deres børn i skole, fordi børnene ikke har fodtøj og klæder og ikke kan få en madpakke med i skole. Skolebøger skal også købes, og de er dyre, for mafiaen har også sat sig på dette marked, og de forbyder, at opgaverne i regnehæfter må løses med blyant. Det skal ske med kuglepen, så de ikke kan genbruges. 
Vi støtter også cirka 100 ældre med kr. 100 om måneden, og det over­lever de på. Staten har nemlig ingen penge, så de fleste får ingen pension. 

Mange kontakter
Vort projekt tilbage i 1992 – 93 med uddeling af i alt 400.000 ”Skole Ny Testamenter” til alle skoleelever fra femte klasse og opefter blev der ar­bejdet på i nær kontakt med Patri­arkatet, undervisnings­mini­steriet og uni­versitetet. Derfor havde jeg kontakt med en del indflydelses­rige per­soner.
Blandt andet havde jeg møder med Patriarken Illia den II, med under­visningsministeren Konstantin Gabasjhvili, universi­tetets vicerektor profes­sor Levan A. Alexidze, samt cirka ti an­dre pro­fessorer ved univer­sitetet.
Endelig ringede statssekretæren Gela Charkviani og meddelte mig, at præsident Eduard Sjevardnadse inviterede mig til audi­ens. Alle disse kontakter gav mig mulighed for at få et nuanceret billede af situationen i landet. Siden har jeg mødt Eduard Sjevardnadze en del gange.

Møde med Sjevardnadze
Flere af mine kontakter havde udtalt, at jeg burde møde præsiden­ten, men statssekretæren havde meddelt mig, at på grund af de van­skelige forhold i lan­det modtog Eduard Sjevardnadze ingen for øjeblikket. Derfor var det overraskende for mig, da jeg blev ringet op sent om aftenen af stats­sekretæren Gela Charkviani, og fik at vide, at præsidenten ville møde mig ”i morgen kl. 12”. Tilmed var denne dag juledag (07.01.93) i Geor­gien.
Her fik jeg en overstrømmende modtagelse, som om jeg var en ind­flydelsesrig politiker. Vi gik imod hinanden i en kæmpe sal med en rød lø­ber. På midten mødtes vi, og Sjevardnadze udtrykte sin glæde over at mø­de mig og takkede mig for, hvad jeg havde gjort for hans land Georgien, men også for hvad jeg havde gjort for de tidligere sovjeti­ske republikker.
Mærkeligt nok kendte han en del til mine aktiviteter, måske fordi han var udenrigsminister, da en delegation fra Danmark besøgte Moskva i Maj 1991 og havde en uges samtaler med rådgivere fra Den øverste Sovjet om menne­skerettigheder og om, hvordan Sovjetunionen kunne reddes. Det var et halvt år før Sovjetunionen kollap­sede. 
Sjevardnadze var udenrigsminister på det tidspunkt, og jeg var blandt dem, der deltog i forhandlingerne om hvordan man kunne redde Sovjet­unionen. De foregik på Hotel Oktjarbriskaja, som var forbeholdt højtstå­ende kommu­nister og styrets udenlandske gæster.
Men jeg var også inviteret til Den russisk Ortodokse kirkes 100-års jubilæum, det var to år tidligere i 1989, hvor jeg blev udnævnt til æres-arkimandrit i Den Russisk Ortodokse Kirke. Interessant var det også, at præsident Sjevardnadze fortalte, at det var ham, der havde presset på for at få løsladt professor Andrei Sak­harov fra hans eksil i Gorki.

Selve forhandlingerne
Selve forhandlingerne med Sjevardnadze drejede sig i første omgang om, hvordan der kunne skabes mest mulig publicity ved begyndelsen af uddelingen af Nye Testamenter til alle elever fra femte til 11. klassetrin i Georgi­en (i alt 400.000).
Præsidenten fortalte, at han selv var en kristen, og at han var blevet døbt af patriarken Illia II for to måneder siden. Han anså det for vigtigt i landets situation, at man kom tilbage til den kri­stne tradition, og at forståelsen for dette kunne fremmes ved, at Bibelen kom ind i alle unge hjem.
Men det vigtigste for præsident Eduard Sjevardnadze var, at dette kunne kombineres med en fokus fra den vestlige verden og i det hele taget større kontakt med Europa og Amerika.
Præsidenten fortalte mig også om de enorme problemer, som landet var i, og at borgerkrigen i Abkasien, var det største problem. Han sagde, at der aldrig havde været etniske eller religiøse problemer mellem folkegrup­per i Georgien, men at problemerne blev påført dem udefra af personer med ond vilje mod det selvstændige Georgien.
Det blev ikke direkte sagt, at det var Rusland, men indirekte var det næppe til at tage fejl af. Hvis Georgien var med i SNG ville den store kyststrækning til Sortehavet, som Abkhasien ligger ved også være tilgæn­gelig for russerne.
Med et selvstændigt Georgien er der ringere adgang, men et Ab­khasien med en befolkning på 250.000 mennesker, ville næppe kunne klare sig som selvstændig stat, så alternativet er, at denne del af landet tillægges Rusland. Præsidenten sagde, at han på ingen måde frivilligt ville fragive nogen del af landet. Ingen vil tillade at en sund del af et legeme amputeres, sagde han. 
”Krigen i Abkhasien er en realitet. Jeg er netop kommet hjem der­fra,” sagde præsidenten og fortsatte: ”Der dræbes dagligt georgi­ere i området, og huse sprænges i luften med det formål at få georgier­ne til at flygte. Tusinder er allerede kommet her til hovedstaden, hvor de midlertidigt er indlogerede i hoteller.
Verden er så optaget af problemerne i Jugoslavien, Somalia, Israel og Irak, at man ikke ænser vore problemer, som tilmed skyldes misinforma­tioner og støtte udefra.”

Politisk blodprop
Dette blev yderligere bekræftet, da jeg halv anden time efter mit møde med præsidenten, ringede hjem til Danmark, hvor jeg fik at vide, at man aftenen før over medierne havde meddelt, at Eduard Sjevard­nadze havde fået en blodprop.
Derefter ringede jeg straks til statssekretæren, hvis private telefon­nummer jeg havde. Han takkede mig og sagde, at han ville sørge for, at dette blev dementeret, for det havde intet på sig, som jeg selv havde kunnet konstatere.
Derefter sagde han, at dette var et eklatant bevis for den misin­for­mation, som verden er blevet givet af nogle, som ikke ønskede det godt for Georgien. Han bad mig samtidig, om at bruge al min ind­flydelse på at give den rette information om landet.

Patriarken Illia II
Patriarken Illia II modtog mig den 5. januar 1992. Det var dagen efter hans 60 års fødselsdag og dagen før juleaften. Audiensen varede en time og 25 minutter. Tilstede var Hans Hellighed, pro­fessor Merab Djibladze fra universitetet og rektor George Keke­lidze, samt en tolk fra patriarkatet.
Det var overraskende, at patriarken var mest interesseret i den åndelige situation. Det lå ham stærkt på sinde, at folk skulle komme tilbage til sandt kristent liv. Derfor havde han foreslået nogle praktiske ting, som alle, der bekendte sig som kristne, skulle gøre. Enhver kristen i Georgien burde hver lørdag bruge nogen tid på at gøre noget godt for andre. Det kunne gerne planlægges i forvejen, og man burde bede for det. Selv havde han den første lørdag besøgt et hospital med sårede soldater og en psykiatrisk klinik.
Et andet forslag fra Patriarken var, at alle kristne burde bede mere hver dag på grund af den forfær­delige tilstand landet var. Hans forslag var, at alle bad hver tredje time hver dag fra klokken seks om morgenen til midnat. Man behøvede ikke at bruge mere end to til tre minutter til det hver gang, og han havde ladet trykke en lille bønnebog, som man kunne be­nytte, eller man kunne bede sine egne bønner.
Han spurgte også om den åndelige tilstand i Danmark, og om de unge søgte Gud. Enhver dansk kristen vil forstå, at jeg med nød i hjertet fortalte om den åndelige tilstand i vort land, og bad om forbøn for Danmark.
Vi talte naturligvis også om skole-testamenterne og distribuerin­gen deraf. Jeg så den færdige oversættelse. Den var i øjeblikket til kontrol i Patriarkatet, og der manglede kun nogle få rettel­ser. Desuden manglede der at blive udvalgt teg­ninger, som var lavet af georgiske kunstnere, og så skulle Illia II skrive et forord.
Til at begynde med under audiensen undrede det mig, at Hans Hel­lighed ikke var interesseret i at tale om ”Skoletestamentet”. Jeg troede først, at det var taktisk, men fandt senere ud af, at det var fordi, han var langt mere optaget af den åndelige tilstand end af praktiske ting.
Ved en sådan audiens er det Patriarken, som vælger emne, hvor jeg må svare og kommentere. Dog fandt jeg en mulighed for ud fra det han sagde, at dreje samtalen hen på ”Skoletesta­mentet”.
Da jeg gjorde det, var han meget entusiastisk. Han mente, at det kunne få stor betydning for Georgien. Selve distributionen kunne næppe begynde før end ved det nye skoleårs begyndelse i september måned.
Mit forslag om, at det skulle gøres så officielt som muligt, og at TV fra Georgien, Europa og USA skulle være til stede accep­terede han fuldt ud.
Patriarken replicerede: ”Vi har brug for al den publicity vi kan få, og verden skal vide, at vi er et kristent land, og at vi søger tilbage til vor kristne tradition.”

Hans Kristian Neerskov, Præst, forfatter
Formand for Dansk Georgisk Venskabsforening 
Formand for Den internationale Sakharov Komité