YOOtheme

Foreningens arbejde i Georgien

Klik her og se 21 minutters video online om foreningens arbejde i Georgien. 

Kontrasternes land

Klik her og se en video, der viser de kontraster, der findes i Georgien

Georgien i årtusinder - et tilbageblik

Denne artikel, skrevet af H.K. Neerskov, fortæller om Georgien historisk og kulturelt, og beretter også om de forbrydelser, som Sovjetunionen udsatte landet for, og som Rusland nu tilsyneladende fortsætter med.

FORORD
Det gamle kulturland Georgien er kommet i mediernes søgelys efter august-krigen 2008, hvor Rusland ikke blot invaderede Sydossetien, (som tilhører Georgien gennem århundreder), men russerne gik også over denne grænse ned mod hovedstaden Tbilisi. 
Når hele den internationale presse så ihærdigt dækker situationen, er det naturlig­vis, fordi Europas sikkerhed er truet af et Rusland, der tilsyneladende gør, hvad de vil uden at tage hensyn til internationale sikkerhedsregler. De fordrejer billedet, når de sammenligner Kosovos selvstændighed med Sydossetien. Når de hævder, at invasionen var for at beskytte russiske borgere i området, hvornår vil de så invadere Estland, Letland Lithauen eller andre selvstændige lande i verden?
Her anser jeg det derfor vigtigt, at give en kortfattet redegørelse om Georgien både historisk og kulturelt, men også de forbrydelser som Sovjetunionen udsatte Georgien for, og tilsyneladende fortsætter Rusland nu i samme spor.
Januar 2009 Hans Kristian Neerskov

GEORGIEN ET AF DE ÆLDSTE KULTURLANDE
Georgien er et land på 69.700 km2 (Danmark 44.000 km2). Vore to lande har næsten samme befolknings tal, Georgien 5,4 mio. mennesker, hvoraf 1,2 mio. bor i hovedstaden Tbilisi. Landet har en af de ældste kulturer i verden. 
Man mener, at Tubal Kain, som nævnes i 1. Mosebog kap. 4, kan til­bageføres til Georgien. Ligeledes nævnes det i kap. 9, at Noa plantede en vingård, da han gik ud af arken. Det mest sandsynlige sted for dette nær Ararats bjerg i Tyrkiet er i Geor­gien. Landet har haft en omskiftende histo­rie som nabo til gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mon­go­­lerne, mau­rerne og andre musli­merne har sat blodpletter i landets histo­rie.
Med truslen fra stærke fjender mod syd indgik Georgien et delvis frivil­ligt forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmanniske Riges fald og revolu­tionen i Rusland fik en kort selv­stændighed. Den blev dog af­brudt af sov­jethæren, som invaderede landet 25.02.1921.

HISTORIE OG KULTUR
Nino af Kapadokien bragte kristendommen til Georgien i år 330, men alle­rede i det første århundrede var der store kolonier af kristne græ­kere, som havde bosat sig ved Sortehavets østlige bred i Geor­gien. Den orto­dok­se Kirke har en væsentlig ind­fly­delse i landet i dag. Der findes dog også kato­likker og små evan­geliske kirker (pinse­venner og bapti­ster), lige­som der er en del jøder. Kristne og mus­limer har levet i fredelig sameksistens. Selv jøderne har aldrig været forfulgt i Georgien. Deres synagoge ligger klods op ad Den orto­dokse Domkirke i Tbilisi.
Omgivet af muslimske fol­keslag, er der natur­ligvis og­så mange muslimer med vidt for­skel­lige traditioner. I det hele taget er befolkningen delt op i 80 forskellige folke­grupper. De fem største er: georgiere 74%, armeniere 7.7%, rus­sere 6,5%, aserbaj­dsja­nere 4,6% og ossettere 3%. Til trods for dette overflødighedshorn af et­niske grupper, har der aldrig været væ­sentlige indbyrdes problemer mellem dem. 

På Alexander den Stores tid (356-323 f. Kr.) var den vestlige del af Ge­orgien (Iberien) under græsk herredømme, mens den østlige del var under persisk indflydelse. Da Alexander døde blev dette verdens største rige delt mellem de mange fyrster, han havde indsat. Efter år 65 f. Kr. blev landet afhængigt af Romerriget. Men som allerede nævnt kom Nino af Kapa­dokien (en kvindelig evangelist) og bragte kristendommen til landet år 330 e.Kr.
I den tidlige middelalder var det afhængigt af Bysant og delvist under arabisk herredømme. Men i det 12. – 13. århundrede oplevede Geor­gien sin storhedstid, hvor det strakte sig fra Sortehavet i vest til Det Kaspiske Hav i øst inklusiv dele af Armenien, Persien og Aserbajdsjan. Kulturlivet blomstrede i denne periode. Det gjaldt både digterkunsten, som fik indflydelse på den daværende verden, og som i dag er Georgiens stolthed. Men også det kulturelle på mange andre områder fik stor betydning. 
Men mongolerne gjorde en ende på kulturriget. Især Timur, som an­greb 1386 og hans efterfølgere. Ved slutningen af det 15. århundrede blev landet delt i tre kongeriger: Imeretien, Kasjetien og Kartli, samt et fyrsten­dømme, som i det 16 århundrede kom under persisk og tyrkisk indflydelse.
I begyndelsen af det 18. århundrede begyndte en centraliserings proces, hvor Kartil (med Tbilisi) og Kasjetien i 1762 dannede det øst-georgiske kongerige. Det stillede sig i 1783 under Ruslands beskyttelse. I 1801 blev det en russisk provins. Under den russiske Zahr blev yderligere vestlige områder tillagt Georgien: 1803: Migrelien, 1804 Imeretien og 1810 Abkha­sien. Landet oplevede dog også oprør imod den stadige russifi­cering i årene 1804, 1812 og 1819.

Et kludetæppe kan man betegne de omkring 50 forskellige folkeslag i som findes i Kaukasus. Nogle forskere nævner op til 100 folkeslag. Nord for Kaukasusbjergene bor de mange forskellige folkeslag, som for de flestes vedkommende i dag er under Ruslands herredømme. Ingu­setjien, Dagestan, Nordossetien, Adje­gyva, Karbadijno-Bakja­rijen og Tjetejnien, som er autonome republikker un­der Rusland i dag. Georgien har følgende autonome områder: Abkasien og Sydossetien, som Rusland uret­mæssigt i dag gør krav på. Josef Stalin gjorde forvirringen total ved sine tvangsforflyttelser af folkeslag, som jeg senere gør rede for.

HISTORISK BAGGRUND
Landet har haft en omskiftende historie som nabo til de gamle riger som Persien, Assyrien og Tyrkiet. Også mongolerne, maurerne og muslimerne har sat blodpletter i landets historie.
Som allerede nævnt fik truslen fra stærke fjender Georgien til at indgå et delvis frivillig forbund med Zarens Rusland, der varede fra år 1800 til 1917, hvor det ved Det osmanniske Riges fald og revolutionen i Rusland fik en kort selvstændighed. Den blev dog afbrudt af sovjethæren, som invaderede landet 25.02. 1921. Både i zartiden og under det sovjetiske her­redømme er der sket en enorm russificering i Georgien.
Den orto­dokse Kirke har en væsentlig indflydelse i landet i dag. Der findes dog også små evangeliske kirker i landet, lige­som der er en del jøder. Omgivet af muslimske fol­keslag, er der natur­ligvis også mange muslimer med vidt forskellige traditioner.

SOVJETUNIONEN
Den 26.05.1918 (under 1. verdenskrig) erklærede Georgien sin uafhæn­gighed, som demokratisk mensjevikisk republik under beskyttelse fra Tys­kland og Tyrkiet. Senere også fra britisk side. I 1920 blev de tilmed anerkendt af regeringen i Moskva, som var blevet en bolsjevikisk republik den 07.11.1917 (gregoriansk kalender 25.10) 
På russisk er mensjevik udtryk for mindretal, hvor bolsjevik er udtryk for flertal (eller stor). Fler­tallet er dog noget illusorisk, idet kun var et fler­tal af den lille kommunistiske gruppe i Rusland, som var blevet delt i to. Så det havde ikke noget med den russiske befolkning som sådan at gøre.
Men i begyndelsen af februar 1921 gik ”Den røde Hær” ind i Georgien og allerede den 25.02.1921 tvang USSR: Georgien og Armenien og Aser­bajdsjan ind som en del af Sovjetunionen, kaldet: ”Den Trans-kaukasiske Føderative Sovjetrepublik”.

Stalin og russerne
Men Iosif Dzjugasjvili tog navneforandring til Josef Stalin, (som betyder stål på russisk). Det svarer godt til hans ”del og hersk politik”. Han var georgier, og han delte Georgien i fire republik­ker for at få flere stemmer til Den øverste Sovjet. Det var Abkhasien i nordvest, Adsjara i sydvest, Ossetien midt nord samt resten af Georgien. Desuden flyt­tede Stalin store folkegrupper, og det har efter USSRs fald ført til mange genvor­digheder ikke mindst i Kaukasus området.
Stalin er også den direkte årsag til de store uroligheder i Kaukasus området, som vi har oplevet i vore dage. Her forflyttede han store folke­masser til Sibirien, idet han var bange for at nationale grupper af ikke-russere i grænseområder kunne bli­ve en trussel for USSR.
Da Sovjetunionen så faldt vendte de fordrevne tilbage bl.a. til Tjetjeni­en, og de krævede de huse tilbage, som de selv, deres forældre og bedsteforældre havde beboet. Men det er jo uløse­lige problemer i dag. Senere forværredes konflikten, så de gjorde oprør, dannede en hær og krævede et selvstændigt Tjetjenien.
Stalin blev født i Gori som ligger mellem Tbilisi og den nuværende sydossetiske grænse. Her står en kæmpe statue af Josef Stalin stadig på torvet. Han var et af de værste ”uhyrer” verden har oplevet. Listen af dikta­torer, som har mange menneskeliv på samvittigheden, toppes af ham. Den svenske historiker Per Ahlmark opgør alene Josef Stalins ansvar til over 46 mio. mennesker, eller mere præcist 46.672.000 menneskeliv på samvit­tigheden. Sammen med to øvrige geor­giere Lavrentij Beria og Sergo Ordsjonikidse udrensede de grupper af nationalister og mensjevikker.

Zakajev
Hele hysteriet om Zakajev, der på Putins opfordring blev fængslet på Poli­tigården i København, er endnu et eksempel på Putins magtfor­drejning. Zakajev havde tidligere været general i Tjetjeniens oprørshær, men nu var han folkevalgt politiker og endte som vicepræsident. De første ti måneder af 2002, havde russerne dræbt over 10.000 tjetjenere.
For at gøre verden opmærksom på Ruslands overgreb på Tjetjenien havde tjetjenske guirilla tropper besat et teater i Moskva og truede med at dræbe de tilstedeværende, hvis ikke de fik visse betingelser opfyldt. Russiske myndigheder svarede igen med at hælde giftgas ned i tea­tersalen, så alle de tilstedeværende blev bedøvede. Derefter hentede man tilskuerne ud, og kørte dem til forskellige på hospitaler i Moskva, men man meddelte ikke lægerne hvilken gift, man havde benyttet, og dermed heller ikke hvilken modgift man skulle benytte, så det resulterede i over et hundrede tilskueres død.
Rusland var nu nødt til, at finde en syndebuk, og man udpegede Zaka­jev for at være den ansvarlige – også for de, der var blevet dræbt af gift­gassen i teatersalen! Den sag blev jeg involveret i. Fra Politigården bad man mig om at komme derind. Men da jeg kom til indgangen stoppede en kampklædt betjent med maskinpistol mig Han sagde, at Politi­gården var lukket. Det lød grotesk på en ganske almindelig fredag efter­middag kl. 14. Men Zakajev sad i kælderen, og man var bange for at even­tuelle befri­elsesaktioner kunne finde sted.
Tidligere havde jeg haft flere høringer om Tjetjenien bl.a. i Lands­tingssalen på Christiansborg, og jeg havde haft nær kontakt med Zakajev. Han var som nævnt tidligere general i oprørshæren, men nu var han blevet valgt til viceminister i Tjetjenien. Politi og domstole ville vide, om han var terrorist. Det kunne jeg afkræfte, for jeg vidste, at han tre måneder tidligere havde været i Moskva og forhandlet med rådgivere for Ruslands regering om en normalisering af forholdet mellem Tjetjenien og Rusland. 
Hvis han da havde været terrorist, ville de russiske myndigheder have arresteret ham, men det gjorde de altså ikke. Såvel politiet som justits­mi­nisteriet accepterede mit udsagn som bevis for, at Ruslands anklager mod Zakajev var det pure opspind, og man sendte ham til England.

Ved Sovjetunionens fald
En fredelig demonstration i Tbilisi blev (09.04.1989) mødt med blodig vold fra det kommunistiske regime i Georgien, som førte til et endeligt brud med centralmagten i Moskva. Ved et valg i Nov. 1990 opnåede par­tiet ”Rund bord - Frit Georgien” et flertal med dets leder Zviad Gam­sa­kurdia, der så i maj 1991 blev valgt som præsident i Georgien. Et af de få steder i det gamle USSR, hvor præsidentkandidaten ikke var gammel kommunist pam­per, men en velkendt dissident. Men han var også årsag til en del uroligheder, fordi han erklærede sin parole: ”Georgien for georgiere”. 
Den 4. maj 1991 erklærede Georgien sin uafhængighed af Sovjetunio­nen. Men Zviad Gamsakurdias autori­tære styre blev ved talrige protester fra september 1991 - og væbnede aktioner i januar 1992 - styrtet. En anden forklaring er, at hans selvstændigheds politik irriterede Rusland, og at Rusland derfor var bag et statskup, som gennemførtes 22.12.1991? 
Derefter gennemførtes et nyt demokratisk valg, som den gamle KGB-mand Eduard Sjevardnadze vandt, og han blev ny præsident for Georgien. Sam­tidig dannede Z. Gamsakurdia en exil-rege­ring, som han forsøgte at ind­sætte i stedet for den demokratiske valgte regering, men han blev dræbt den 31.12.1993. 

Eduard Sjevardnadze var præsident (1992 – 2003) for et selvstændigt demokratisk Georgien. Genvalgt og behørigt anerkendt i april 2000 som leder af den stærkeste politiske gruppe i Georgiens Parlament ”Unionen for Georgiens Borgere”. Siden 1985 havde han været udenrigs­mini­ster i Gorbatjovs regering, og de to førte sammen ny reformkurs for USSR. Men allerede i 1989 gjorde USSR fordringer over for det georgiske folk på de to landområder: Abkhasien og i 1990 overfor Sydossetien.