Igennem en årrække har vi støttet Dansk-Georgisk Venskabsforening. Vi har tre fadderbørn, og den ældste har vi fulgt siden han gik i grundskolen. Nu er han langt inde i sine studier til kæbekirurg, og det er virkelig stort for en ung mand med hans baggrund at komme så langt. Vi får breve fra børnene og de unge til jul - i begyndelsen var det Tea Gulbiani, der havde oversat fra georgisk, men senere, når de har lært noget engelsk, er det dem selv, der skriver. Her får vi syn for sagen: de unge kan opretholde deres skolegang på grund af de beskedne beløb, de får tilsendt fra Danmark. Og de kan håbe på en uddannelse, som kan give dem muligheder for en fremtid, hvor de vil kunne klare sig. Dette håb for fremtiden er absolut et lys i en meget svær hverdag.

Forholdene i Georgien er ganske trøstesløse set med vore øjne. Almindelige menneskerettigheder og retssikkerhed findes så at sige ikke, og fattigdom, lovløshed og utryghed er hverdagens orden. Vi hører om det i TV, men vi hører også om det fra de mennesker, der er i kontakt med venskabsforeningen. Det ældste fadderbarns mor er netop blevet fængslet af politiske grunde, og det er uvst, hvad der vil ske med hende. Hvor kan man finde opmuntring i sådan et samfund? Det kan virke så håbløst, men vi kan dog gøre lidt! Ved at give økonomisk støtte til de børn, som foreningen er i kontakt med, kan vi give dem ikke bare dagens fornødenheder her og nu, men også håb for fremtiden, uddannelse og livsmod. Det kristne ungdomsarbejde har uden tvivl stor betydning for disse børn og unge i deres personlige udvikling, og vi kan håbe og tro, at de vil blive rustet til at tage del i opbygningen af deres land. Det føles meget meningsfuldt for os at vide, at hjælpen går direkte til disse mennesker. Vi tror på, at hjælpen ikke skaber afhængighed og passivitet, for vi ser, at skolegang og udannelse er hjælp til selvhjælp.

Der er også mange pensionister i landet, som ikke har noget at leve af. At give en lille sum til dem er en humanitær opgave, som Tea også organiserer i Tbilisi. Vi hører om de uværdige forhold, som de lever under, og med lidt penge herfra kan hun gøre en stor forskel for dem.

I det hele taget gør Tea et fantastisk stykke arbejde i Tbilisi. Sommerlejrene ved Sortehavet er højdepunkter for børnene, og vi har også i år set en videooptagelse af børnene, som spiller og synger. At dyrke musikken giver tydeligvis børnene en stor glæde, og den livsglæde vi ser hos dem er nødvendig for dem som forudsætningen for, at de kan skabe sig en bedre fremtid.

Vi sidder her i Danmark, i vores varme stuer og i velstand. Vi har så travlt, vi har nok i vores eget, vi har også vore problemer og vi kan fristes til at tænke, at verdens nød ikke kommer os ved. Men et lille bidrag kan altså gøre en stor forskel for mennesker, som er helt anderledes stillet. Faktisk er det os, der får en glæde ud af at se, hvad foreningen med næstekærlighed og Teas målrettede arbejde kan udrette. Vi ønsker, at foreningens arbejde må fortsætte og at fokus må blive ved med at ligge på lokale initiativer, så virkningen breder sig som ringe i vandet.

Ib og Marianne.